VEDTÆGTER
For Foreningen
Sydfyns Netværk for Selvstændige
§ 1 NAVN
Foreningens navn er Sydfyns Netværk for Selvstændige.
§ 2 HJEMSTED
Foreningen har hjemsted i Svendborg.
§ 3 FORMÅL
3.1: Foreningens formål er at skabe et fællesskab for selvstændige med fokus på at løfte ”livet som selvstændig”.
3.2: Foreningens formål er:
- at udforske og vidensdele
- støtte op og skabe opmærksomhed omkring livet som selvstændig
- øge interesse og forståelse af, at livet som selvstændigt er et muligt valg
- at øge trivsel og mental sundhed hos selvstændige
- at hylde livet som selvstændig
3.3: Foreningen har to hoved-fokusområder:
Skabe lokal opmærksomhed omkring selvstændige og opnå indflydelse lokalt ved at deltage i møder med lokale interessenter – blive en del af erhvervsrådet, deltage i lokale arrangementer, invitere interessenter med til arrangementer med fokus på ”Livet som selvstændig”.
Sparring selvstændige imellem, spejling og at lære af hinanden og lære hinanden at kende. Videndeling. At skabe et arbejdsliv, som man selv er herre over i ønsket om at skabe et liv i trivsel som menneske. Et fokus på trygt arbejdsmiljø, arbejdsglæde og trivsel, mental sundhed.
3.4: Aktiviteter kan være:
- Videndeling og information - arrangementer:
- Netværksmøder, workshops, events, kurser, forløb, undervisning, coaching/mentoring m.m.
- Tage godt imod lokale selvstændige – og tilflyttere, velkomst-mentorer, makkerskaber.
- Udbrede det brede aspekt om at være selvstændig overfor unge … og andre voksne mennesker, skabe indsigt i og interesse for livet som selvstændig.
- Foredrag.
- Skriverier, undersøgelser, der belyser at være selvstændig. Sætte fokus på, at det er en måde at tjene til livets opretholdelse. Ikke en vild bedrift tilkendt de få.
- Udbredelse af konceptet til andre landsdele
§ 4 MEDLEMMER
4.1: Som medlem af foreningen kan enhver som arbejder som selvstændig erhvervsdrivende eller enhver som støtter foreningens formål og accepterer dens vedtægter.
4.2: Et medlem kan ekskluderes af foreningen hvis foreningens bestyrelse og daglige ledelse finder at vedkommendes aktiviteter og holdninger falder udenfor foreningens rammer.
4.3: Medlemskab tegnes ved betaling af kontingent. Kontingentets størrelse fastsættes af generalforsamlingen.
§ 5 GENERALFORSAMLINGEN
5.1: Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed.
5.2: Der afholdes ordinær generalforsamling en gang årligt inden d. 30. juni. lndkaldelse foretages af den daglige ledelse elektronisk, med mindst 14 dages varsel. Generalforsamlinger kan holdes virtuelt hvis bestyrelsen beslutter det.
5.3: Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes elektronisk af bestyrelsen med mindst 14 dages varsel.
5.4: Beslutninger på generalforsamlingen træffes med 2/3 flertal af de fremmødte. Hvert medlem har én stemme og der kan ikke stemmes pr. fuldmagt.
5.5: Foreningens regnskabsår følger kalenderåret.
5.6: Dagsordenen for den ordinære generalforsamling er:
- Valg af dirigent og referent
- Fremlæggelse af den daglige ledelses beretning om foreningens aktiviteter
- Fremlæggelse og godkendelse af regnskab
- Behandling af indkomne forslag
- Fastsættelse af evt. kontingent
- Valg af bestyrelse og intern revisor
- Evt.
§ 6 BESTYRELSEN
6.1: Bestyrelsen består af tre eller fem medlemmer og evt. en suppleant. Bestyrelsen vælges på den ordinære generalforsamling.
6.2: Bestyrelsen konstituerer sig selv med en formand, en næstformand og en kasserer. Bestyrelsen kan vedtage en forretningsorden for dens arbejde.
6.3: Bestyrelsen fører tilsyn med foreningens arbejde, samt ansætter og afskediger lønnet personale og leverandører.
6.4: Bestyrelsen kan nedsætte selvstændige ad hoc arbejdsgrupper til at stå for foreningens aktiviteter. Arbejdsgrupperne melder løbende ind til bestyrelsen om deres arbejde.
6.5: Bestyrelsen afholder mindst et bestyrelsesmøde i løbet af regnskabsåret.
§ 7 TEGNINGSREGLER & HÆFTELSER
7.1: Foreningen tegnes af formanden og kasseren.
7.2: Foreningen hæfter alene for sine forpligtelser med foreningens formue.
7.3: Foreningens medlemmer hæfter ikke personligt for foreningens forpligtelser, ej heller for den virksomhed man måtte udøve på foreningens vegne.
§ 8 VEDTÆGTSÆNDRINGER
8.1: Forslag til vedtægtsændringer skal foreligge skriftligt og udsendes elektronisk til medlemmerne minimum 7 dage før generalforsamlingen.
8.2: For at vedtægtsændringer kan foretages kræves at mindst 2/3 af de fremmødte medlemmer stemmer for ved to på hinanden følgende generalforsamlinger.
§ 9 OPLØSNING AF FORENINGEN
9.1: Beslutning om foreningens opløsning kræver godkendelse fra 2/3 af fremmødte medlemmer på en ekstraordinær generalforsamling, når forslaget om opløsning af foreningen er varslet sammen med indkaldelsen.
9.2: Ved opløsning af foreningen skal foreningens aktiver anvendes i henhold til §3, dog primært til beslægtede foreninger eller formål på Sydfyn. Fordelingen skal godkendes af generalforsamlingen.
Således vedtaget på den Stiftende Generalforsamling i Svendborg, onsdag den 21. august 2024.
Formand: Charlotte Galina
Kasserer: Stine Skøtt Thomsen
Bestyrelsesmedlem: Lasse Hougaard
Bestyrelsesmedlem: Maja Ørum